Hold1 og hold2 havde til dette stævne slået pjalterne sammen og dannet et fælles hold. Begge hold har spillet i B-rækken frem til jul men spiller efter jul begge i A-rækken.Vi nåede en enkelt fælles træning inden afgangen mod Skjern.
 
Der var afgang søndag morgen kl. 07.00, da første kamp skulle spilles kl.  10:12 mod Herning, der havde vundet deres A-række med kun et enkelt pointtab. Det var derfor puljefinalen, som vi startede med. Efter en forsigtig start blev kampen vundet forholdsvis sikkert med 14-9. De to næste kampe blev vundet med 26-1 og 30-2 ! Dvs. puljen blev vundet med en målscore på 70-12. Vildt !
 
Men det vildeste skulle stadig vente på os. Kvartfinalen var mod Koldings førstehold, som blev besejret med 17-2 efter en lidt søvnig indsats. Men nu var det tid til semifinalen. Og her ventede ingen ringere end mægtige GOG, der endte med max. point i deres A-række. Jan Pytlick var på tilskuer pladserne, da hans datter spillede på GOG's hold. Der var lagt op til, at dette for os var den egentlige finale. Det blev et brag af en håndbold kamp, hvor der blev vist flot og hurtigt håndbold fra begge hold. Mest imponerende var det dog at se den indsats der blev lagt for dagen. Der blev kæmpet helt ud til yderste grænse af samtlige piger. Der var ingen løse bolde, der fik lov at ligge på gulvet i mange 1/100 sekunder og der blev sat mange kvindfolke tacklinger :-) Vores piger fik dog teten og fik sig bragt foran 13-9, uden at vi dog følte, at sejren var i hus. En ændret forsvars opstilling fra GOG medførte et par fejl fra vores side og pludselig var kampen igen helt åben og med ca. 30 sekunder igen, havde GOG bolden og vi kun foran med 1. Hallen boblede virkelig og tilskuerne kvitterede virkelig for den flotte fight på banen - fed stemning. På trods af en forholdsvis god placering til den sidste fløjafslutning, fik Maria dog presset fløjen så meget, at bolden blev skudt ved siden af og jublen kunne bryde lyd. Fantastisk indsats sejr og skalp til dette sammenbragte hold. Af kampens 30 min. spillede vi endda 4 min. i undertal. Dejligt også at følge den attitude, som pigerne spillede med. Der blev givet high fives, jublet og knyttet næver efter hver eneste scoring. Ingen, og slet ikke modstanderne var i tvivl om, at TFH pigerne ville kæmpe til det yderste.
 
Oven på den vilde semifinale var opgaven så at blive klar til finalen kun ca. 45 min. senere.  Men depoterne blev fyldt op og på en eller anden måde fandt pigerne så ressourcerne igen til at slå SGI med stensikre 16-10 i finalen, hvor der på intet tidspunkt var tvivl om resultatet. SGI kom ellers med en flot 2. plads fra deres turnering. FLOT FLOT FLOT turnering af pigerne ! og endnu en gang et kæmpe TILLYKKE  !
 
En kæmpe stor tak til forældre og alle TFH'ere for den fede opbakning.